Turen var det hele værd!

Hey Alle,

 

Så blev det endelig min tur til at gå op ad TRAPPEN i Københavns lufthavn, og wow det var bare underligt... Og da jeg ikke kunne se min familie mere, gik det lige pludselig op for mig, at det var den sidste gang, jeg ville se min familie i 10 måneder (Der er selvfølgelig Skype, men I ved, hvad jeg mener!) Jeg vil ikke fortælle så meget om turen til Paris, jeg vil hellere springe det over og gå direkte til THE GOOD STUFF!

 

ADVARSEL: Dette indlæg bliver nok en smule langt og dræbende, men Í får det alligevel! 

 

Gode ting på turen

Dårlige ting på turen

 

I Paris fandt jeg hurtigt gaten til Seattle og fik boardet. På flyet havde man sin egen skærm på sædet foran, hvor man kunne se nogle af de nyeste film og serier, hvilket var virkelig fedt. Så jeg tænkte at den 10 timers lange flyvetur nok skulle gå smertefrit med alt den underholdning jeg havde.

 

Efter vi havde siddet en time på flyet uden nogen take off, blev det sagt over højtaleren, at der var noget galt med motoren, som de ville prøve at fikse, og det kunne godt tage omkring 45 min. Da de 45 min. var gået blev vi bedt om at forlade flyet, da motoren desværre ikke kunne fikses, FEDT! Jeg kunne så godt se, at jeg nok ikke kunne nå det fly, jeg skulle have været med i Seattle, så jeg spørger mit fly selskab, hvad jeg så skal gøre. Hun siger så at den eneste afgang jeg ville kunne nå, ville være den sidste kl. 20:55, lokal tid. Og så nysgerrig som jeg er, så spørger jeg selvfølgelig´, hvad der vil ske, hvis jeg ikke når flyet, og hun siger så, at de så vil blive nød til at finde et hotelværelse i Seattle, så jeg kunne tage et fly dagen efter. Jeg går derefter lidt i panik og prøver så at fortælle hende, at jeg altså kun er 16, jeg aldrig har været i USA før og at jeg sjældent flyver. Hun forsikrede mig så om, at jeg nok skulle nå det, hvis vi bare fløj kl. 15:30, lokal tid. Det stolede jeg så på. Så jeg købte noget frokost og ventede ellers bare i 4 timer. 

Vi kom først i luften kl. 16:30, men efter min beregninger, kunne jeg stadig nå det. Detaljen vi først fik af vide på flyet var, at vi skulle mellemlande i Detroit, så turen ville blive endnu længere, og så kunne mine beregninger ikke holde længere. Men jeg blev nød til at se på den positive side og bare tage det som en oplevelse at skulle bo på hotel.

 

I det nye fly havde vi ikke vores eget tv, men kun et fælles, hvor der blev vist en masse dårlige film, så turen blev VIRKELIG lang! Men maden var fin, men jeg var desværre ikke så sulten (det ligner ikke mig), da jeg havde det lidt dårligt!

 

Da jeg kom til Seattle, kl. 22:00, lokal tid, skulle jeg først igennem immigrationen, inden jeg kunne finde min bagage. Desværre stod der på mit papir, at jeg først ville være i USA d. 31 august, hvilket vil sige, at jeg var kommet en måned før. Og dem som sidder i immigrationen er altså ikke de mest sukker søde mennesker, så jeg var bange for, at jeg ikke ville komme ind. HELDIGVIS, stod der det rigtig i mit visum, så jeg fik lov til at komme ind, men tro mig, de var virkelig mistænksomme!

 

Da jeg skulle finde min bagage, var der selvfølgelig også noget galt med bagagebåndet, så vi kom til at vente i 45 min. indtil det begyndte at køre igen. Og for at sætte prikken over i'et, så var min bagage der selvfølgelig ikke... I det øjeblik var jeg virkelig ved at bryde sammen. Heldigvis var jeg ikke den eneste, men det var alligevel noget ****! Der var faktisk en lufthavnsmand(?), som sagde til mig at det var en af de værste historier, han har oplevet, med alt forsinkelsen og bagagen. Jeg er glad for, det ikke kun var mig, som synes det havde været en uheldig tur! 

 

Da jeg så havde rapporteret min bagages forsvinden hos flyselskabet, blev jeg sendt op i Service for at få et hotel værelse!
I starten kiggede ham manden ved skranken bare på mig, og i det øjeblik blev jeg MEGET nervøs! Jeg fortæller ham så, at jeg altså kun er 16 (Hvor dum er jeg lige!?) og at han bliver nød til at give mig et værelse. Han er så væk i 10 min, da han siger han lige skal snakke med én. Da han kommer tilbage ser han lidt trist ud og det var der god grund til.  Han siger så, at han ikke kan sende mig på hotel, da jeg er mindreårig, og at de bliver nød til at holde øje med mig. Så jeg bliver altså placeret i et lille kontor på en 5cm høj madras med et par puder og et tæppe. Jeg sov virkelig dårligt og vågnede hver time, men jeg var virkelig træt efter den lange flyve tur uden søvn! Dog var alle virkelig søde, og de følte med mig, men de følger selvfølgelig bare reglerne!

 

En flink dame fulgte mig så til gaten om morgen, for at sikre sig at alt var ok. (Fik gratis morgenmad)! 

 

Turen til Ontario var heldigvis ikke så slem og landskabet fra vinduet var fantastisk! Jah ALT kunne kun blive bedre efter sådan en tur!

Og det bedste ved turen var, da jeg stod i Ontario lufthavn med min værtsfamilie stående for enden af rulletrappen med et skilt og store smil! Det var så fantastisk og i det øjeblik var min forfærdelige tur glemt, dog manglede jeg stadig min kuffert!

 

 

 

Take care!

 

Emma